Format: Litografi (etter maleri av Toussaint) Utgivelsesår / Published: 1913 (Vore Høvdinger 12) Utgiver / Publisher: F. Bruns Bokhandels Forlag, Trondhjem

Wikipedia: Nicolai Wergeland (1780 - 1848) Salmonsens konversationsleksikon: Nicolai Wergeland (1780 - 1848)

Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim Arkivreferanse / Archive reference: Ila skole, Va - F9399

Fra Salmonsens konversationsleksikon:

Wergeland [’værgelan], Nicolai, norsk Præst, Forf. og Politiker, f. i Hardanger 9. Novbr 1780, d. i Eidsvold 25, Marts 1848. W. blev Student 1799, cand. theol. 1803, vandt 1805 Guldmedaillen ved en Afhandling om »De gamle og de nye Apologeter«, gennemgik saa det pædagogiske Seminarium og blev 1806 Adjunkt ved Kristiansands Katedralskole.

Hans litterære Debut »Haldor Smeks smaa Tildragelser i Livet, Eventyr, Bemærkninger og Meninger« (Kbhvn 1805), et mislykket Forsøg i den »Yorick’ske Smag«, vakte ingen Opmærksomhed; heller ikke Fortsættelsen »Haldor Smeks Tildragelser efter Hjemkomsten« (Kristiansand 1810). Saa meget kraftigere Genlyd fandt hans Prisskrift om et eget norsk Universitet »Mnemosyne« (trykt i Selskabet for Norges Vels »Historisk-filosofiske Samlinger« [I, Kria 1811]), hvis patriotisk-norske Tone bidrog stærkt til at vække den særnorske Nationalfølelse, som 1814 og længe efter vendte sig mod Danmark; fra dansk Side (A. S. Ørsted) mødte derfor Skriftet en streng Kritik, noget, som kun styrkede W. i det politiske Grundsyn, han i 1814 blev Hovedtalsmand for under Rigsforsamlingen paa Eidsvold: Nødvendigheden af at hindre en ny Union med Danmark, da hellere en Union med Sverige.

1812 var W. bleven residerende Kapellan i Kristiansand; Udsigten til et Professorat ved det nystiftede Universitet havde han stængt sig ved sin anti-danske Agitationstone. Ved sin Optræden paa Eidsvold, hvor han aabent lagde for Dagen Mistillid til den da saa populære Christian Frederik, forskertsede han sin egen Popularitet, hvad hans Partifælle, Grev Wedel, bidrog end mere til ved straks at henlede Karl Johan’s naadige Opmærksomhed paa ham: han blev Ridder af Nordstjernen, Hofprædikant og Høsten 1816 Sognepræst til Eidsvold.

Samtidig med Udnævnelsen udkom hans anonyme »Sandfærdig Beretning om Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge«, hvor den norskfødte Bondesøns Uvilje mod dansktalende Embeds- og Oppebørselsmænd og Krænkelsen ved den danske Kritik over »Mnemosyne«, sammen med Partihøvdingens Følelse af Triumf efter 4. Novbr lægger en hoverende Bitterhed ind i det tilsigtede historiske Opgør. Bogen voldte en hensynsløs Polemik, hvorunder Kritikerne (Stiftamtmand C. M. Falsen og Professor S. B. Hersleb) dyngede Injurier over Forfatteren, der svarede med en patetisk Appel til Begejstringen for Fædrenes Bedrifter. Netop denne Polemiks hadske Tone tilintetgjorde for altid W.’s sikre Forhaabninger om at blive forfremmet til Biskop, hvortil der i de følgende Aar flere Gange gaves Anledning; 1822 rykkede han op til Provst.

Sin kirkelige Interesse lagde han for Dagen ved i 1832 at offentliggøre (først som Artikler i »Statsborgeren«, derpaa i Bogform) »Fjorten Paragraffer Kirke- og Undervisningsvæsenet vedkommende«, det sidste betydelige Skrift i gammel-rationalistisk Aand i Norge; 1833 udgav han en Del fra Svensk (Wallin) oversatte Psalmer, 1836 et »Forsøg til en ny Katekismusforklaring«.

Efter at have udgivet et Bind »Smaa Poesier« (1830), væsentlig Fabler og lignende lettere Sager, samt sine som historisk Kildeskrift værdifulde »Fortrolige Breve til en Ven, skrevne fra Eidsvold i Aaret 1814 af et Medlem af Rigsforsamlingen« (1830), oplevede han gennem sin snart landsberømte Søn, Digteren Henrik W., en ny Ungdom. Over for den unge Welhaven’s uforstaaende Angreb paa Sønnen baade som Digter og som Menneske rykkede W. i Marken med sit fortrinlige Forsvarsskrift »Retfærdig Bedømmelse af Henrik. W.’s Poesi og Karakter« (1833) samt Aaret efter med Kontraangrebet »Forsvar for det norske Folk og udførlig Kritik over det berygtede Skrift Norges Dæmring« (1835).

Sønnens tidlige Død tog haardt paa den aldrende Mand; bitter og ensom henlevede han sine sidste Aar. Lige før sin Død udgav han »Tanker og Bekjendelser« og det intetsigende »Reisen fra Havre de Grace til Christiania« (1848). Utrykt har han efterladt en fortjenstfuld »Beskrivelse over Christianssand«.

(Litt.: Camilla Collet [W.’s Datter], »I de lange Nætter«; D. Thrap, »Bidrag til den norske Kirkes Historie« [S. 129 ff.]; Hj. Christensen, »N. W.« [1899]; A. Bergsgaard, »N. W.« [1908]; »Norsk Forf.-Leks.« VI).